ORD FRA DE UNGE

Min første tanke da jeg blev tilbudt en støttekontaktperson, var at jeg på ingen måde ønskede at være sammen med en person, der blev betalt for at tilbringe tid med mig. Jeg frygtede, at en kontaktperson var en, der arbejde fra kl 8-16, og kun var tilgængelig, når man lavede aftaler på forhånd.

Heldigvis blev den tanke hurtigt gjort til skamme. At være kontaktperson viste sig ikke kun at være et 8-16 arbejde, og min beslutning om at få en kontaktperson er den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv. Alle de tomrum og følelser som jeg ikke selv kunne håndtere, var der pludselig en voksen, der viste oprigtig interesse for.  Jeg stod ikke længere alene, med alle de ting der gjorde ondt.

Jeg har lært så meget af min kontaktperson på så mange aspekter. Jeg har lært utrolig meget om livet, og hvordan man håndterer det bedst muligt. Og jeg har fået oplevelser, som jeg på ingen måde vil være foruden i dag. En kontaktperson er en, der er der, når livet går godt men måske vigtigst af alt, når livet gør ondt.  

Jeg er vokset op alene med min mor som er psykisk syg, og jeg havde ikke det fedeste forhold til hende da jeg boede hjemme. Bevares jeg var heller ikke den nemmeste teenager og alle mine dagligdags frustrationer gik typisk ud over hende. Jeg var bestemt heller ikke den populære pige, og var et nemt mobbeoffer i mine tidlige skoleår. Jeg passede meget mig selv og styrede selv om jeg tog i skole eller ej, så det skete ikke så tit. Jeg så meget sort på livet. Jeg havde et meget svagt voksen-netværk og dermed ingen at snakke med om eventuelle problemer eller andet udover min jævnaldrende omgangskreds, hvor størstedelen voksede op i en klassisk kernefamilie.

Jeg blev tilbudt en støtte-kontaktperson da jeg var 14, og på trods af at jeg ikke var kæmpe fan af at en fremmed voksen skulle blande sig i mit liv, så sagde jeg (modvilligt) ja. Jeg var bestemt ikke nem i starten og stak af fra aftaler. På et tidpunkt blev det hele så sort for mig, at jeg fysisk råbte efter hjælp. Her stod min støtte-kontaktperson der igen, og jeg gav hende en chance og fandt ud af at hun rent faktisk var interesseret i at jeg havde det godt, men selvfølgelig samtidig prioriterede at jeg skulle i skole og fokusere på en god fremtid, hvilket jeg ikke var vant til. Jeg kom med hendes hjælp i egen bolig som 16 årig, da det ikke fungerede for mig at bo hjemme længere.

Det var på ingen måde en ’firkantet’ oplevelse for mig at have en støtte-kontaktperson. Jeg forestillede mig dette kolde, autoritets fyldte menneske, som jeg skulle sidde overfor ved et bord i et 6 kvm. lokale med hvide vægge, og snakke om hvad der nu fyldte i mit liv, men det var rent ud sagt en kæmpe lettelse for mig at få en støtte-kontaktperson. Jeg tror faktisk aldrig at vi har siddet overfor hinanden ved et bord og snakket. Tværtimod var vi gerne en tur i fitness, på stranden, spiste lidt mad eller lign. Når vi sås, var det aldrig kedeligt og jeg så altid frem til næste aftale. Vi snakkede både om skole, familie, venner, kærester osv. Hun lærte mig en masse ting om livet, gav mig troen og modet på det og fik mig til at tro på mig selv og at jeg er god nok (og mere til). Hun fik mig til at forstå og lære hvad der var godt og skidt for mig, og fravælge det som ikke var godt for mig og vigtigst af alt: støttede mig.

For mig var det at have en kontaktperson, som at have en voksen-ven. Det var en restart-knap for mig, og jeg gik fra ikke at være særlig skoleaktiv i 7.-8.-9. klasse til at gennemføre både 9. og 10. klasse, samt HF og er nu sygeplejerskestuderende. Jeg gik fra at have en meget rodet og uvis forestilling om fremtiden, til nu at have overblik og drømme. Jeg har en stabil hverdag i dag, får en daglig dosis kærlighed af min kæreste igennem 3 år, som kender til min fortid og har accepteret hele pakken. Jeg har stadig den lille utrolig sårbare pige indeni, men jeg har lært at hun er helt okay og jeg ser hende i dag som en styrke i stedet for en svaghed. Hvis det stod til mig skulle alle have en person i deres liv, som min støtte-kontaktperson var for mig. Jeg vil for intet i verden have undværet hende, og jeg tør ærligtalt ikke tænke på hvordan mit liv havde set ud i dag, hvis jeg ikke havde haft hende.